Driver danske virksomheder forretninger i Tyskland, vil de på mange områder komme i kontakt med tysk lovgivning. Typiske retlige emner, som danske forretningsdrivende kommer i berøring med, er

– reglerne for kontraktsindgåelse,
– almindelige forretningsbetingelser,
– køb og salg af varer og mangelsbegrebet,
– værkslejeretten og entreprise, og
– fordringerns forældelse.

Der gives her nogle introduktioner til emnerne.

Kontrakter

Forretningslivet er kendetegnet ved kontrakter og kontraktsforhandlinger. Vel eksisterer også i Tyskland vidtgående forhandlingsfrirum, men på visse områder gælder lovmæssige forskrifter, som skal overholdes.

Også i Tyskland skal kontrakter overholdes. Da der er forskelle mellem dansk og tysk forretningsmentalitet, er det vigtigt ved udarbejdelsen af kontrakter ikke at være for slap og lægge en ”det går nok – mentalitet” for dagen. Det må ventes, at modparten vil holde på sin ret, når først tvisten er opstået. Der må ikke regnes med, at man vil kunne forhandle sig frem til en løsning, i tilfælde af en tvist. Det vil derfor være klogt, at investere nogen tid til kontrakten i forbindelse med kontraktsforhandlingerne.

Mange kontrakter kan indgås mundligt i Tyskland. På visse områder gælder krav om skriftlighed, såsom for forbrugerkreditaftaler. I andre tilfælde gælder særlige formkrav, såsom kontrakters indgåelse foran en notar. Således skal erklæringer om overdragelse og pantsætning af fast ejendom afgives skriftligt foran en notar. Samme gælder stiftelse af kapitalselskaber, som f.eks. et anpartsselskab og salg og pantsætning af anparter. På visse områder er skriftlighedskravet ikke opfyldt, når kontrakten sendes per fax eller email.

En klog foranstaltning er altid at bekræfte mundtlige aftaler skriftligt. Under forretningsdrivende vil en parts passivitet overfor en anden forretningsdrivendes skriftlige bekræftigelse af en mundlig aftale kunne blive betragtet som en accept. Det anbefales skriftligt at bekræfte mundtlige aftaler og reagere på sådanne bekræftigelsesskrivelser, såfremt indholdet ikke kan tiltrædes. Samme forholdsregler gælder for reklamationer og reklamationsskrivelser.

Almindelige forretningsbetingelser – standardvilkår

I Tyskland gælder en særlig lovgivning for udarbejdelse og anvendelse af standardvilkår, hvortil hører bl.a. almindelige forretningsbetingelser, salgs- og leveringsbetingelser mv. På tysk betegnes standardvilkår Allgemeine Geschäftsbedingungen og forkortes som AGB. Der er tale om for en stor mængde af kontrakter forudformulerede kontraktsbetingelser, som kontraktsparten af den anden kontraktspart skal bindes af ved afslutningen af aftalen. Et vigtigt og væsentligt kendetegn ved standardvilkår er, at de af den ene part er blevet udarbejdet ensidigt og ønskes gjort som bestanddel af kontrakten.

Standardvilkår letter afslutningen og afviklingen af en stor mængde ensartede kontrakter, fordi kontraktsbetingelserne ikke skal forhandles mellem medkontrahenterne i detaljer.

Med den ene parts ensidige indførelse af standardiserede kontraktsbetingelser opstår automatisk den typiske fare for diskriminering af den anden part (især forbrugere), der indlader sig til kontraktsbetingelserne. Særligt for at beskytte forbrugere i loven opstillet en række regler, der må respekteres ved anvendelsen af standardvilkårene. I arve-, familie og selskabskontrakter, så vidt som kollektive overenskomster, drifts- og arbejdsaftaler anvendes disse regler dog ikke. Ved anvendelsen af arbejdskontrakter er det de gældende karakteristika for arbejdsret der passende tages hensyn til.

I. Standardvilkår i samhandel med en slutbruger
Det er væsentlig at sikre sig, at standardvilkårene gyldigt trådt i kraft i kontrakten med kunden og dermed bliver en bestanddel af kontrakten.

Indbefatningen indtræder under følgende forudsætninger:

– kunden skal tydeligt henvises til standardvilkårene af sin medkontrahent
– kunden skal have haft muligheden for at tage indholdet til efterretning og være indforstået med gyldigheden

Et overhovedet ikke iøjnefaldende opslag af standardvilkårene i forretningslokalet rækker således ikke til at gøre standardvilkårene til en bestanddel af kontrakten.

Såkaldte overraskende klausuler (Überraschende Klausel), altså usædvanlige bestemmelser, må aldrig blive en del af kontraktindholdet. Som regel gælder klausuler ikke som værende overraskende, når de typografisk er fremhævet til orientering af medkontrahenten (f.eks. med fed skrift i særligt afsnit)

Uklare eller flertydige klausuler udlægges til fordel for medkontrahenten og til bagdel for forfatteren af de almindelige forretningsbetingelser. Der gælder den for medkontrahenten gunstigste fortolkning af klausulen, da forfatteren af klausulen, har haft muligheden for at udtrykke sig mere klart.

Ugyldige er også sådanne klausuler, der urimeligt diskriminerer medkontrahenten og strider mod lov og ærbarhed og eller hvor grundlæggende rettigheder bliver urimeligt indskrænket.

Den tyske borgerlige lovbog indeholder i §§ 305 f. et omfattende katalog af sådanne klausuler, hvor faren for overfortolkning er særligt stor. Falder en konkret bestemmelse ind under de i loven nævnte klausuler, bliver diss klausuler ugyldige, også i de tilfælde, hvor forbrugeren har skrevet under på en kontrakt, hvor klausulen har været fremhævet.

Typisk for ugyldige klausuler er ansvarsfraskrivelser, hvor sælger ikke påtager sig ansvar for personskader, som påføres kunden. Ofte ses også ugyldige klausuler, hvor de lovmæssige ansvarsperiode forkortes. Således er det ikke tilladt i sine forretningsbetingelser at forkorte den to-årige forældelsesfrist for garantikrav for nye genstande, hvorimod det er tilladt at forkorte forældelsesfristen med et år ved brugte ting. En fuldstændig fralæggelse af alt ansvar for garantikrav ved brugte ting er (modsat tidligere lovgivning) imidlertid ikke mulig.

II. Standardvilkår i samhandel med virksomheder
Samhandel med virksomheder betyder, at begge kontrahenter er virksomheder og begge omfatter erhverv eller selvstændigt arbejde. I så fald anvendes en række af forskrifterne i § § 305 ff. BGB ikke.

Der er således ikke nødvendigt, udtrykkeligt at henvise ens medkontrahent til ens standardvilkår. Ganske vist gælder standardvilkårene også kun mellem virksomheder når parterne er enige om standardvilkårenes indbefatning, dvs at de i det mindste er blev konkludent enige om anvendelsen.

For at undgå tvister om retstilstanden er det imidlertid tilrådeligt, at henvise udtrykkeligt til standardvilkårene i hvert kontrakttilbud. Dermed gives medkontrahenten muligheden for at kræve kontraktbetingelserne taget ud af kontrakten eller til at indgå i nye forhandlinger.

Når det efter kontrahering viser sig, at begge kontrahenter vil gøre deres (modstridende) standardvilkår gældende og påstår dem værende aftalt som kontraktindhold, er det almindeligt antaget, at standardvilkårene kun bliver en bestanddel af kontrakten såfremt de er identiske. På det punkter, hvor der er modstridende klausuler, finder lovens bestemmelser udfyldende anvendelse.

Er der tvivl om hjemmelen af en bestemt klausul eller flere klausuler i ens almindelige forretningsbetingelser, er det en god idé at få dem tjekket, for at undgå at forretningsbetingelserne i deres helhed betragtes som ugyldige.

Køb og salg i Tyskland – Mangelansvar, reklamation og garanti ved købsaftale

Som ved handel i indland, vil danske virksomheder ved salg til Tyskland, kunne blive mødt med indsigelser over varens overensstemmelsen med aftalen. Køber vil kunne have den opfattelse, at leverancen er mangelfuld og kræver varen repareret, byttet eller forlanger købesummen tilbage. Spørgsmålene rejses også for danske importører, der køber varer eller maskiner i Tyskland.

Om og hvorvidt en tysk eller dansk sælger er forpligtet til at tage varen tilbage og godtgøre købsprisen eller bytte til en anden artikel i sortimentet, er hyppigt stridspunktet mellem sælger og køber.

Om sælgeren er retsligt forpligtet til at tilbagetage varen, afhænger på den ene side af grunden til tilbageleveringsønsket og på den anden side om der er lavet pågældende aftale med kunden eller om der findes og gælder juridiske regler.

I. Fortrydelse – ret til ombytning
Købers ønske om tilbagelevering af varer hører til hverdagens forretning i detailhandlen. Mange kunder mener, at de indenfor et bestemt tidsrum kan tilbagelevere eller ombytte købte genstande uden angivelse af grund, dvs. de har en lovmæssig fortrydelsesret. En sådan ombytningsret kender loven imidlertid ikke. Snarere gælder princippet, at sluttede handler skal respekteres. Fortryder køberen sin beslutning om køb, så er det hans problem.

Kun undtagelsesvis giver loven kunden en fortrydelsesret på 14 dage. En sådan ret indrømmes ved husdør- og fjernsalg (Fernabsatz) og forbrugerkreditaftaler (Verbraucherkreditgeschäfte), da kunden her skal blive beskyttet for overrumpling og for forhastet gældsforpligtelse.

I andre tilfælde har kunden kun ret til tilbagelevering af købsgenstanden, som han ikke kan lide (Nichtgefallen), når sælgeren frivilligt har erklæret sig indforstået med det. En sådan ret kan være indrømmet under købssamtalen eller være nedfældet i købsaftalen eller være angivet i standardvilkårene (på tysk: Allgemeine Geschäftsbedingungen – AGB). Gives kunden udtrykkelig en tilbageleverings- eller ombytningsret, er dette selvsagt bindende for sælgeren. Sælgerens forpligtelse retter sig i dette tilfælde efter aftalens indhold. Anderledes end ved mangelansvar er sælgeren ikke i alle tilfælde forpligtet til at erstatte købsprisen. Han kan også indskrænke ombytningsretten, så købssagen kan byttes mod en anden artikel i sortimentet eller udstede et gavekort.

II. Mangler – mangelansvar
Sælgeren er forpligtet til at overdrage købsgenstanden til køber fri for rets- og tingsmangler (Rechts- und Sachsmängel). Overgiver sælgeren køberen en fejlbehæftet vare, så er den ikke blevet ydet efter tyske lovregler. Købsgenstanden siges så at være behæftet med en mangel, og køber kan støtte sig til de lovlige mangelansvarsregler.

1. Hvad er en mangel?
Der foreligger en mangel, når varens faktiske tilstand afviger for den tilstand, parterne ved afslutningen af købskontrakten var forenelig om. På tysk taler man om, at er-beskaffenheden afviger fra skal-beskaffenheden (Abweichung der Ist-Beshaffenheit von der Soll-Beschaffenheit). Foreligger ikke udtrykkelig aftale om, hvordan genstandens beskaffenhed skal være, så må det forudsættes, at genstanden er af den for denne genstand gængse beskaffenhed eller har den for genstanden almindelige brugsanvendelighed. Ved salg af f.eks. en brugt bil, udgør tekniske defekter en mangel, men også det forhold, at bilen et repareret ulykkeskøretøj uden der på tilsvarende måde er blevet henvist hertil. Der foreligger ikke nogen mangel, når der var givet klare oplysninger om, at genstanden ikke er funktionsdygtig, eller kun i begrænset omfang er funktionsdygtig.

Til den afgørende beskaffenhed tæller også egenskaber, som kunden må forvente efter offentlige reklameudsagn. Bliver et telt beskrevet som ”duelig under ekstreme vejrforhold”, så skal det også kunne være anvendelig under speciel høj vejrstyrke. Dette gælder kun i få særtilfælde ikke, f.eks. når sælgeren hverken kan eller skal kende et af køberen valgt udtryk eller når han ikke har indflydelse på købsbeslutningen. Bevisbyrdern herfor ligger altid hos sælgeren.

At reklameløfter eller emballage-udsagn for det meste bliver truffet af producenten og ikke af sælgeren, er irrelevant for køberens krav overfor sælgeren. Pga. det faktum, at sælgeren også profiterer af producentens reklame, skal han regne reklameudsagnene med overfor kunden. Sælgeren kan dog selv gøre krav gældende overfor producenten mht. købsgenstandens mangel.

En mangel foreligger også, når en med varen solgt montage er blevet gennemført forkert eller upassende. Mangelansvaret omfatter f.eks. derfor også tilfælde, hvor en sælger anbringer købte køkkenskabe uhensigtsmæssigt i et køkken, selvom skabene som sådan uden videre kan blive benyttet.

Det foreligger endvidere en mangel, når sælgeren leverer en anden genstand end den aftalte eller leverer en forkert mængde.

2. Hvilken rolle spiller den såkaldte risikoovergang?
Der kan kun blive taget højde for en mangel, når manglen forelægger allerede på tidspunktet for den såkaldte risikoovergang. Dette er som regel tidspunktet, hvor tingen bliver overgivet til køberen. Det er tilstrækkelig, at manglen allerede er tilstede ved risikoovergangen, men først senere bliver synlig (eksempel: møtrikker på en maskine er fra starten ikke spændt ordentlig fast og falder efter noget tid af).

En særregel gælder ved forbrugerkøb, hvor den solgte genstand ikke anvendes erhvervsmæssigt. Opstår manglen indenfor seks måneder efter overgivelsen, bliver der i sådan en situation som regel formodet, at manglen forelå ved risikoovergang.

3. Hvilke misligholdelsesbeføjelser har køber?
a) Afhjælpning (Nacherfüllung):
Er varen behæftet med en mangel, har køberen først og fremmest kun et krav på afhjælpning (Nacherfüllung). Som udgangspunkt kan vælges mellem eftersyn (med reparatur af defekten) og erstatningslevering (levering af en ny mangelfri genstand). Sælgeren må kun nægte afhjælpning af manglen (Nacherfüllung), når denne er umulig at gennemføre (f.eks. når der er tale om en unik genstand eller et original, der ikke kan efterleveres eller når afhjælpning vil være forbundet med uforholdsmæssige høje omkostninger.

b) Yderligere mangelansvarskrav
Slår afhjælpning af manglen (Nacherfüllung) fejl eller afviser sælgeren denne, har køberen krav på at hæve handlen, forlange prisreduktion (forholdsmæssigt afslag i købesummen) og/eller kræve skadeerstatning. Dette gælder, når han har givet sælgeren en passende frist til afhjælpning (Nacherfüllung) og denne frist er udløbet og ikke har ført til noget resultat.

Under skadeerstatning falder reparationsomkostninger og skadeerstatning angående mangelfølgeskader (f.eks. fordærvede frostvarer i en defekt fryser). I sådanne tilfælde er en fristsættelse til afhjælpning (Nacherfüllung) undtagelsesvis ikke nødvendig. Erstatningen for mangelfølgeskader (de fordærvede frostvarer) kan umiddelbart blive gjort gældende.

4. Hvornår bortfalder mangelansvarskrav trods en mangel?
Mangelansvar bortfalder efter loven, når kunden kendte fejlen ved afslutningen af kontrakten eller ikke kendte den, som følge af væsentlig uagtsomhed. Beror ukendskabet på væsentlig uagtsomhed, hæfter sælgeren imidlertid alligevel, såfremt denne svigagtigt har fortiet manglen eller har givet en garanti for tingens beskaffenhed.

5. Reklamation, forældelse og ansvarsfraskrivelser
Ved købskontrakter mellem erhvervsdrivende må der haves særlig fokus på reklamationsfirsterne, idet køberen omgående efter overgivelsen skal efterprøve de leverede varer og evt. anmelde mangler, når han ikke vil tabe sit mangelansvarskrav.

Er der givet rettidig reklamation, må der holdes øje med forældelsesfristen. Denne er ved mangler ved købsgenstanden på 2 år, i byggeerhverv sågar 5 år. Den begynder regelmæssigt med overdragelsen af købsgenstanden. Efter 6 måneder træder imidlertid en omvendt bevisbyrde i kraft (se 2.)

Ofte indeholder kontrakter eller sælgerens almindelige forretningsbetingelser ansvarsbegrænsninger. Sådanne ansvarsbegrænsninger eller ansvarsfraskrivelser er kun i indskrænket tilladt, idet der må ses på, om salget sker til en erhvervsdrivende eller forbruger. Er køberen er forbruger, må der ikke aftales en forældelsesfrist, der er mindre end 2 år for ny fremstillede genstande, og mindre end 1 år for brugte genstande.

Ved salg til en erhvervsdrivende – og her er underordnet om sælgeren er en erhvervsdrivende eller en forbruger – kan forældelsesfristen ved nye genstande gennem standardvilkårene begrænses til et år og udelukkes helt ved genstande. Foreligger en individuel kontrakt kan mangelsansvaret udelukkes fuldstændigt.

Udarbejdelse af almindelige forretningsbetingelser må overlades til eksperter, idet der gælder særlige regler for ansvarsbegrænsninger, herunder for ansvar for personskade. En enkelt ugyldig klausul kan medføre, at alle andre bestemmelser i de almindelige forretningsbetingelser også bliver ugyldige.

III. Krav ved garanti
Garantien bliver i daglig forretningsforbindelse ofte forvekslet eller ligestillet med mangelansvar. I den retslige bevidsthed er garanti midlertid noget andet. Under garanti forstår man det forhold, at garantigiveren begunstiger køber særligt, idet han indrømmes et krav der går ud over de almindelige mangelsbeføjelser, som loven hjemler. Garantien er en frivillig erklæring, oftest fra producenten (producentgaranti) eller forhandleren (forhandlergaranti). Forhandleren eller producenten tager ansvaret for, at tingen har en bestemt beskaffenhed (beskaffenhedsgaranti) eller at beskaffenheden består over en vis tidsperiode, dvs. at den ikke blive slidt eller opslidt (holdbarhedsgaranti).

Den med garantierklæringen afgivne garantiforpligtelse binder, uanset om manglen har foreligget ved risikoovergangen. Garantien er uafhængig af det lovlige mangelansvar.

For garantien hæfter kun garantistilleren. Køberen har altså ingen krav af garantitilsagnet mod sælgeren, når garantien er blevet udstedt af producenten.

Garantierklæringen kan gives mundlig og skriftlig, såvel i kontrakten, i de almindelige forretningsvilkår og på emballagen eller i produktbeskrivelsen.

Værkslejekontrakten – entrepriseret

Levering af en entrepriseydelse falder ind under reglerne for værksleje. Ved en værkslejekontrakt forpligter den erhvervsdrivende sig til fremstillingen af en værksydelse og bestilleren til betaling. Værksydelsen kan være fremstillingen eller forandringen af en ny ting (f.eks. opførsel af et byggeri) eller en anden form for fremkaldelse af succes gennem arbejde eller tjenesteydelse (udarbejdelse af en skønsrapport).

Det er vigtigt at holde sig for øje, at reglerne om køb og salg og de dertil knyttede regler om mangler finder anvendelse ved levering af fremstillet løsøre og ikke de her beskrevne regler for værkslejekontrakter. Anvendelsesområdet for værkslejeretten er derfor indskrænket til fremstillingen af bygningsværk, dvs. entreprise, og fremstilling af abstrakte ydelser (f.eks. udarbejdelsen af en skønsrapport), og på rene reparationsarbejder.

Værkslejekontraktens rettigheder og pligter
Den erhvervsdrivende har krav på betaling for sin ydelse (værkslejeløn). Honoraret er ofte stiltiende aftalt. Mangler en tilsvarende aftale, så gælder ”taksten” (som for visse kategorier af ydelser kan være fastsat gennem forbunds- eller landsret, f.eks. honorarordningen for arkitekter). Eksisterer der dog ingen takster, så anses det gængse honorar som aftalt. Det gængse honorar bestemmes efter, hvad der er den generelle anerkendte opfattelse af, hvad der skal blive betalt. Her er tidspunktet for indgåelsen af aftalen relevant, og hvad der normalt på ydelsesstedet betales for ydelser af samme slags og kvalitet.

Den erhvervsdrivende er forpligtet til fremstillingen af et værk fri for mangler.

Mangelansvar
Er værket behæftet med en mangel (tings- eller retsmangel) (Sach- oder Rechtsmangel), kan bestilleren (bygherren) gøre et mangelansvar (Gewährleistungsrechte) gældende overfor den erhvervsdrivende (entreprenøren). Ganske vist skal bestilleren respektere reklamationsfristen..

a) Mangelsbegrebet
Et værk er mangelhæftet, når

• Ydelsen (entreprisen) ikke har den beskaffenhed som er aftalt mellem bestiller (bygherren) og erhvervsdrivende (entreprenøren),
• ydelsen ikke egner sig til kontraktens forudsatte brug,
• ydelsen ikke egner sig til den sædvanlige brug og beskaffenheden viser sig at være unormal sammenlignet med andre værkers beskaffenhed af samme slags og bestilleren ikke måtte regne hermed,
• ydelsen er en anden end den bestilte ydelse eller den fremstillet i en for ringe mængde.

b) Bestillerens rettigheder
Bestillerens (bygherrens) krav og rettigheder er vidtgående udformet parallel med købers rettigheder. Bestilleren (bygherren) kan forlange afhælpning (Nacherfüllung). Ganske vist kan den erhvervsdrivende (entreprenøren) her, anderledes end ved køb, selv vælge om han vil have manglerne fjernet eller om værket skal fremstilles på ny.

Bestilleren (bygherren) kan principielt også selv fjerne manglen og så forlange sine omkostninger erstattet af den erhvervsdrivende (entreprenøren). Forudsætningen er ganske vist, at han har sat den erhvervsdrivende (entreprenøren) en frist til afhjælpning af manglen (Nacherfüllung), og denne ikke har afhjulpet manglen inden for denne frist. En sådan fristsættelse kan imidlertid under omstændigheder også være unødvendig. Fjerner bestilleren (bygherren) selv manglen, kan han forlange et forskud af den erhvervsdrivende (entreprenøren) til dækning af sine omkostninger. Bestilleren (bygherren) kan dog ikke selv fjerne manglen, når den erhvervsdrivende med rette har afvist afhjælpiningen (Nacherfüllung), fordi denne er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger.

Bestilleren (bygherren) har i visse tilfælde muligheden for at træde tilbage fra værkskontrakten eller reducere den aftale pris. Dette gælder imidlertid kun, når han forinden har sat den erhvervsdrivende (entreprenøren) en passende frist for afhjælpning til og denne ikke har udøvet sin afhjælpningsret indenfor fristen. En fristsættelse er unødvendig, når den erhvervsdrivende har nægtet afhjælpning, afhjælpningen er fejlslagen eller er urimelig i forhold til bestilleren (bygherrren).

Parallelt hertil eller i stedet for, kan bestilleren (bygherren) gøre et skadeerstatningskrav gældende mod den erhvervsdrivende (entreprenøren). Forudsætningen er, at han har givet den erhvervsdrivende en passende frist til afhjælpning og denne frist er passeret uden resultat. Som undtagelse gælder de tidfælde, hvor fristsættelse er unødvendig [se ovenover] eller der allerede forelå en forhindring for udførelsen af ydelsen ved indgåelse af kontrakten og manglen er betydelig. En forudsætning for erstatning er herudover, at den erhvervsdrivende har handlet uagtsomt/culpøst. Culpa omfatter også simpel uagtsomhed. Skadeerstatningskravet kan efter omstændighederne være højere end selve ydelsen for værket (værkslejelønnen).

c) mangelsansvarfristen
Mangelsansvarsfristen begynder som i køberetten som regel at løbe 2 år efter værkets aflevering. Ved bygningsværker indtræder mangelansvarsfristen 5 efter afleveringsforretningen. Der foreligger en aflevering, når bestilleren (bygherren) tager imod værket og accepterer denne som værende i overensstemmelse med kontrakten. Overtager bestilleren (bygherren) ved afleveringsforretningen værket (entreprisen) uden forbehold, trods sit kendskab til mangler ved værket (entreprisen), taber han retten til at kunne forlange afhjælpning, retten til selv at fjerne manglerne og forlange erstatning for omkostningerne samt retten til at træde tilbage fra handlen.

Den regelmæssige forældelsesfrist på 3 år gælder, når der skyldes abstrakte arbejdsresultater, som f.eks. byggeplaner eller den erhvervsdrivende svigagtig har fortiet manglen. Fristen begynder at løbet ved afslutningen af det år, hvor mangelansvarsbeføjelsen opstår og hvor kreditor havde kendskab til omstændigheder, der begrunder kravet og den person der er skyldner. Den regelmæssige forældelsesfrist på 3 år træder i tilfælde af den femårige mangelansvarsfrist ved bygningsværk imidlertid ikke i kraft før udløbet af den egentlige mangelsansvarsfrist.

Forældelse af civilretlige fordringer

I dagligdagens samhandel bliver et stort antal af kontrakter indgået mellem privatpersoner og erhvervsdrivende, men også mellem erhvervsdrivende indbyrdes, f.eks. købsaftaler, værkslejekontrakter, lejekontrakter og andre. Gennem disse kontrakter opstår forpligtelser, som f.eks. betalingen af købsprisen. Ligesom i Danmark sætter den tyske lovgiver her en lovlig grænse for fremsættelsen af sådanne fordringer. Efter udløbet af fristen, regnes fordringen som værende forældet. Dette betyder, at skyldneren efter udløbet af en lovlig fastsat (forældelses-) frist kan påberåbe sig fordringens forældelse og nægte betaling. Kreditor kan ikke længere sætte sit betalingskrav igennem retsligt, selvom kravet faktisk set stadig består.

Forældelsesreglerne blev ændret fuldstændigt i begyndelsen af 2002. Som hovedregel gælder nu, at krav om betaling af fordringer principielt forældes efter tre år. For byggemangler i entrepriseforhold og beslægtede konstellationer udstrækkes forældelsesfristen til fem år. I visse tilfælde gælder en forældelsesfrist på tredive år, såsom vindikation af absolutte rettigheder (herunder ejendomsretten), gennemførelse af visse familie- og arveretlige krav og krav der er retskraftigt fastsat. Krav om erstatningskrav mod udlejer pga. forandringer eller forringelser af det lejede lejemål forældes allerede efter seks måneder.

Af afgørende betydning er det ved enhver forældelsesfrist at få afklaret, hvornår fristen begynder at løbe:

Forældelsesfristen begynder principielt at løbe ved udgang af det år,

– hvor kravet er opstået,
– hvor kreditor får kendskab til skyldnerens person og om de omstændigheder, der begrunder kravet.

Med kreditors kendskab sidestilles groft uagtsomt ukendskab.

Der kan afviges fra den i loven forudsete begyndelse af forældelsen ved afslutningen af det år, hvor kravet er opstået. Det kan principielt vel aftales i den kontrakt, som ligger til grund for kravet, at forældelsen skal begynde på et tidligere tidspunkt. Kontrakten kan også indeholde andre forældelsesfrister. En undtagelse gælder for forkortelse af forældelsesfristen i de tilfælde, hvor lovgiveren har fastsat ufravigelige regler, f.eks. på forbrugerområdet.

På området for skadeserstatningsansvarskrav gælder særlige regler. Uden hensyn til kravets oprindelse, kendskab eller grov uagtsom ukendskab til begivenheden der udløste skaden og den person, der er skyld i skaden, forældes

– skadeerstatningskrav angående personskade i 30 år efter begivenheden udløste skaden
– andre skadeerstatningskrav angående tingskader eller angreb på ejendom i 10 år efter oprindelsen
– alle øvrige krav (altså de krav, som ikke indeholder skadeerstatning), f.eks.vindikationskrav (udlevering af en genstand) eller krav om undladelse) i 10 år efter oprindelsen

Disse maksimale forældelsesfrister begynder ikke først ved afslutningen af året. Her påbegynder forældelsen på selve dagen.

Forældelse af mangelsbeføjelse
Siden 01.01.2002 forælder køb-, værksleje og rejsekontraktlige mangelsbeføjelser principielt efter to år. Mangelsbeføjelser angående byggemangler og mangelbehæftede indbyggede byggematerialer forælder efter fem år.

Forældelses suspendering og nyberegning
Det tidsrum, hvori forældelsen suspenderes, bliver ikke indberegnet i forældelsesfristen. Loven sætter en lang række eksempler op, hvor forældelses suspenderes, især:

– retsforfølgelse
– ved en bestående ret til at nægte at erlægge ydelse
– ved force majeure
– indledning af konfliktmægling og begyndelsen voldgiftsretsag
– ansøgning om foreløbig retsbeskyttelse /indledning af fogedforbudssager
– ved forhandlinger om krav eller de for kravet begrundede omstændigheder. Forældelsen ender da tidligst tre måneder efter den ene parts afvisning til at forsætte forhandlingerne.

Nyberegning af fristen (tidligere kaldet afbrydelse) bevirker, at de allerede løbende forældelsesfrister fornyes og begynder at løbe forfra i sin fulde længde. Nyberegning af forældelsesfristen indtræder, når:

– skyldneren anerkender kravet eller
– når der bliver foretaget eller ansøgt om retslige fuldbyrdelsesskridt, medmindre disse senere ophæves igen.

-> Kontrakter
-> Almindelige forretningsbetingelser
-> Køb og salg – mangler og garantier
-> Entreprise
-> Forældelse